fredag den 22. november 2013

FARVEL BLOGGER !!

Dumme Blogger har slettet mine 3-4 sidste indlæg!!! Det har taget mig flere timer at uploade billederne der hørte til. Nu har jeg slet ikke lyst til at bruge Blogger længere. Fra nu af bliver alt lagt på Facebook.

Men det er lykkedes mig langt om længe at få uploadet en video, så den får i lige her:

http://youtu.be/_RBEhj4fiQA

mandag den 14. oktober 2013

Ananas (digt)


Min mor og far siger at det tog mig 18 måneder at komme til verdenen
Sol og regn hedder de
Mor siger jeg er sød
Far siger jeg er sur
Jeg kan godt lide mit pjusket grønne strithår, det er sejt
Men jeg kan ikke lide min tykke orange mave, øv
Mor siger jeg er saftig
Far siger jeg bliver solgt til Europa
Jeg glæder mig
Nu vil jeg plukkes


fredag den 11. oktober 2013

Mord på Mathildes fødselsdag

Onsdag den 9. oktober 2013, Ugandas uafhængighedsdag og samtidig var det Mathildes fødselsdag. 20 år fyldte hun. Rundt tal. I Uganda, Afrika!
Morgenmaden stod på pandekager, Heidis pandekager. Hun er ekspert i at lave pandekager.

Vi tog på en lille tur om formiddagen; Vi fik lov til at tage med Ruth fra UCC, ud og dele sponsorgaver ud til tidligere børn af babyhjemmet. Efter dette, tog vi på Café Frikadellen. Der fik vi burgere, pandekager med is og milkshakes. 
Vi havde en drømmekage-blanding med hjemmefra, fra Danmark. Den bagte vi til aftensmad. Derudover havde vi købt chapati, chokolade, Nutella, sodavand, vandmelon, bananer og ananas. Vi har ledt og ledt efter Nutella lige siden vi kom herned. Og det lykkedes os tilfældigvis at finde det, på denne specielle dag. Vi får tit gaver fra børn, i form af frugter, så vi fik også friske passionsfrugter den aften.

OBS! Dette er ikke for sarte sjæle eller børn under 18 år. Beretningen jeg nu vil fortælle om, kan frembringe frygt, angst, søvnløshed og depressioner. 
BEMÆRK, STÆRKE BILLEDER VIL FREMKOMME!!!

Vi havde lige spist færdigt og nød den hyggelige aften, oven på den hyggelige dag. Vi var godt mætte af al den sunde mad vi havde fået. Vi begyndte på en leg, hvor man skal synge og banke en rytme i bordet. Vi havde det virkeligt sjovt og nød hinandens selskab, men lige pludselig………

Et kæmpe sus gik gennem min krop. Jeg fik det dårligt, jeg skulle lige til at kaste op.
Mit hjertepuls nåede helt til top. Det var lige før det sagde stop. 
Mine hænder de rystede og hårene rejste sig.
Bange blev jeg, da jeg vendte mig!

Midt i vores leg hørte vi et kæmpe brag og en masse gnister sprang rundt. Jeg sad med ryggen til vinduet, men kunne stadig se lyset fra gnistrene reflektere ind i stuen, ind gennem vinduet. Det lyste helt op. I samme sekund, skriger pigerne.
(Under opholdet her, er jeg blevet til en af ’pigerne’, så jeg skreg også. Jeg tror nok jeg var den som skreg mest. Jeg sprang vist også op på min stol)
Der blev stille. Vi var mundlamme. Ingen sagde noget, og vi stirrede på hinanden. Det var det længste sus jeg nogen siden havde prøvet. Efter timers tavshed, besluttede modige Sarah at gå ud for at se hvad der var sket. Jeg prøvede ihærdigt at stoppe hende, men hun insisterede. Vi 4 andre løb efter Sarah. Da vi nåede frem til Sarah, stod hun helt målløs og stirrede ned. Da jeg kiggede ned på jorden, blev jeg lige så målløs. DØD. DØD. DØD. Der var ingen tvivl. Han var død.

Ugler er nattedyr, og de kan se i mørke. Så det er underligt at den ikke har kunnet se den elektriske ledning, som sad på huset, som den fløj ind i.
Den har uden tvivl, villet tage sit eget liv – og den har garanteret gerne ville se nogle ’mzunguer’ inden den døde. Tragisk!




mandag den 7. oktober 2013

Inspiration i Tanzania



Gruppebillede på vej til Bukoba
Det er ikke butikken Inspiration jeg hentyder til, men om inspirationer jeg har fået på vores 4 dages tur til Bukoba, Tanzania. Jeg har hørt meget om Tanzania gennem Bisseruplejren og folk som har været volontør i landet, men det har aldrig rigtigt sagt mig noget. Med det gør det nu. Tanzania er et meget smukt og spændende land. Man kalder Uganda for Afrikas Perle, bl.a. fordi Uganda er et smukt land, men jeg synes nu Tanzania er flottere, også selvom jeg kun har været der i 4 dage. Tanzania har flere bjerge, dale og bakker som giver sit særlige præg, samtidig er det som om at alt det grønne, er lidt grønnere. Men hvad lavede vi i Tanzania?...

I sidste uge fik vi fornemt besøg. Lederen af Afrika InTouch, Poul og netværkskoordinator Tuja, kom på et lille 3 dages visit. De skulle besøge og se til de projekter som Afrika InTouch har kørende og se muligheder for nye projekter eller samarbejdspartnere. Efterfølgende skulle de videre til Tanzania og vi fik så lov til at tage med i et par dage. Vi skulle nødig være alt for meget fraværende fra vores daglige arbejde.
Stegte græshopper

Jeg skulle lige smage
Grænsen mellem Tanzania og Uganda
Dag 1 – En unik missionær, en ærkebiskop og 2 kendte ansigter
Lørdag morgen d. 21. september gik turen mod Bukoba, Tanzania. Turen tog 3 timer. Pontiano kørte os ned til grænsen, hvor vi blev hentet af Josephat og Benjamin fra Mushemba Foundation, som er en af Afrika InTouchs samarbejdspartnere. Når man forlader Uganda, skal man udfylde en formular og samtidig ryger ens 3 måneders visum. Da vi så skulle ind i landet igen skulle vi så købe et nyt; Det var helt fint, for vi skulle alligevel have vores visum fornyet, da man kun kan få et visum som gælder i 3 måneder. Og ja, vi skulle købe et visum, for hernede søger man ikke rigtigt om det. Man udfylder en formular og betaler 50 dollars, og så har man et visum. Ligeledes skulle vi købe et visum til Tanzania.
I Bokuba boede vi på ELCT Bukoba Hotel, som i sin tid blev startet op af en dansk missionær, hende vil jeg introducere lige straks.
Hvis der er noget jeg savner fra Danmark, så er det et dejlig varmt bad. For på Kamuzinda farm hvor vi bor, er der kun iskoldt vand. Jeg har endnu ikke rigtigt kunnet stå under bruseren. Jeg sprøjter lidt vand på den ene arm, skrubber lidt sæbe på, sprøjter vand på den anden arm, og sådan går det til, indtil kroppen er sæbet godt til. Derefter skylder jeg den ene arm og så den anden, osv, osv. Det er lige hårdt hver gang! – Men på hotellet i Bukoba, var der VARMT vand! Det var ubeskriveligt dejligt. Jeg gik i bad 2 gange om dagen, bare for varmens skyld. Om aftenen stod jeg under bruseren til der ikke var mere varmt vand i tanken. Det svingede fra 20 til 40 minutter.
Nå… Vi var inviteret til middag hos en pensioneret missionær, Anna Marie, som har valgt at bosætte sig i Tanzania. Anna Marie har været missionær i Tanzania i rigtig mange år. Hun tog til Tanzania da hun var 29 år, og er blevet der lige siden. Hun fyldte 75 år i torsdags. Når jeg en dag bliver pensioneret, tror jeg også jeg vil bosætte mig et sted i Afrika.
Hos Anna Marie
Jeg troede kun at det var os, som var inviteret. Da vi kørte ind i indkørslen til Anna Maries hus, holdte der et par store flotte biler. Det viste sig så, at den tidligere biskop for hele Tanzania også var inviteret, da han er gode venner med Anna Marie. Jeg fandt så ud af at Josephat fra Mushemba Foundation er søn af biskoppen og at Josephat sammen med sin danske kone, er leder af Mushemba Foundation. Tuja har været missionær, udsendt af Danmission, i Tanzania i 4 år, og derfor var nogle af hendes venner også inviteret. Blandt gæsterne var der også 2 unge provstivolontører. Dem havde jeg set før…
Line, Anders og jeg
Kort før jeg tog til Uganda, var jeg på et lille besøg hos Danmission, på kontoret i Hellerup. Der mødte jeg de ny-udsendte volontører fra Danmission. Jeg kom ned til dem i deres frokost pause, og der sad jeg ved siden af en som hed Line, og ved siden af hende sad Anders. Det var selvfølgelige Line og Anders som også var hjemme hos Anna Marie. Sjovt sammentræf!
Anna Marie er en af de sødeste og varmeste mennesker jeg har mødt. Hun er simpelthen så flink. Og så lige prikken over i’et; så sørgede hun for den lækreste middag med bl.a. flødekartofler og kød! Bare det jeg oplevede den dag, var meget bedre end forventet og jeg glædede mig sådan til næste dag.

Dag 2 – Kød og afrikansk dans
Søndagsprogrammet startede allerede kl. 07:00 om morgenen. Kashura Church.
Jeg kom selvfølgelig sent i seng, på grund af jeg lige skulle have mig et langt varmt bad. Kirken mindede meget om folkekirkerne vi har hjemme i Danmark. Men jeg synes stadig at det var en fed og speciel oplevelse. Kirkekoret sang ubeskriveligt godt. De sang i flerstemmer og der blev spillet på trommer og andre afrikanske rasle instrumenter. Udover det, var det måske lidt kedeligt, specielt når man ikke forstår swahili, som er det sprog man taler i Tanzania.
Efter gudstjenesten var det planen at vi skulle videre til en anden kirke, men så tog vi volontører med Line og Anders til deres kirke, hvor de fremover skal stå for søndagsskolen. Vi blev hentet af Sister Sarah Pia, en diakonist, som vi senere skal arbejde sammen. Sister Sarah Pia underviser folk i at undervise børn i søndagsskoler og hun fungere som en slags hovedansvarlig og koordinator for mange lokale kirkers søndagsskoler. Vi mødte hende faktisk dagen inden hos Anna Marie, men hun var der kun for en kort stund. Da søndagsskolen og gudstjenesten var slut og folk skulle til at gå hjem, blev alle børnene der for vores skyld og fremviste et lille drama for os. Det var sødt gjort. Efter dramastykket, tog børnene hjem og vi blev budt på frokost i kirken. Det var super lækkert mad, og der blev serveret kød! Det var 3. dag i træk vi havde fået kød! Vi fik nemlig kød fredagen inden vi tog af sted, på Café Frikadellen i Masaka. Det var ikke bare tøre stykker kød, men kød som har kogt i nogle timer og ligget i en god suppe. Efter frokosten blev vi kørt tilbage til vores hotel, hvor vi lige kunne få hvilet lidt. Om aftenen skulle vi hjem til Sister Sarah Pia og holde et lille møde om nogle workshops, som hun skal lave her i Uganda. Og så havde hun også forberedt aftensmad, virkelig lækkert aftensmad. Vi tog en taxa til Sister Sarah Pias hus, og da vi blev sat af, kunne vi høre højt musik. Først troede jeg at det var musik som blev spillet på et anlæg (i Uganda og Tanzania bliver der tit spillet HØJT musik til festlige begivenheder, og det vare tit til langt ud på natten). Men nej, det var simpelthen live musik. Det var lige 3 af Sisters venner som spillede for os. Alle børnene i nabolaget var inviteret til dans og musik. Stille og roligt blev vi trukket med i de afrikanske danse og det gik ikke stille for sig. Der var fuld knald på og vi fik i den grad varmen!
Fest
Dans
Efter dansen tog børnene hjem og vi gik indenfor for at holde mødet om workshopperne. I samarbejde med Afrika InTouch, skal Sister ud til de skoler hvor vi arbejder, og undervise lærerne om gode undervisningsmetoder.
Efter mødet blev der serveret lækkert aftensmad. Og igen var der kød! Halleluja!
Vi blev introduceret for noget som hedder sanbooza, som jeg er blevet helt vild med. Det er noget kød som er indbagt i en lille trekantet dej. Jeg har forsøgt at købe det her i Uganda, men desværre er jeg kun blevet skuffet. Der har nemlig været bønner i, og ikke kød.

Bukoba down town

Dag 3 – Rørende historier og middag hos Line og Anders
Mandagen startede med en lille rundtur på Mushemba Foundations hovedkontor. Der fik vi en lille forhistorie om organisationen. Efterfølgende tog vi ud og besøgte Trinity School, som Mushemba Foundation driver. Det er kun 50% af elevernes forældre som har råd til at betale for skolegangen. Resten betaler Mushemba Foundation for. De får penge fra forskellige sponsorere og godhjertede mennesker. Skolen er i rigtig god stand. Den er ny og minder meget om skolerne hjemme i Danmark. De fleste af deres møbler er også fra Danmark. De har en meget fin legeplads med masser af plads. Ja, de har stort set alt hvad de skal bruge, bortset fra flere lokaler. Der er nemlig kun 3 klasser. Da vi havde fået en rundvisning på skolen, blev der holdt en lille velkomst ceremoni for os, eller, for Afrika InTouch, Tuja og Poul. Der blev holdt nogle korte taler, og børnene havde forberedt en masse dans med afrikansk trommemusik. Super fed oplevelse!

På besøg i en klasse
Derefter tog vi ud og besøgte 2 af elevernes familier, for at se hvilke forhold de kom fra. Det var selvfølgelig 2 familier, som ikke har råd til at betale for skolegangen selv. Begge familier boede i det samme område, Kibuye, et godt stykke fra skolen. De boede nærmest midt ude i en kæmpe bananplantage. Deres huse var betalt af Mushemba Foundation. Jeg vil ikke gå i dybden i de tragiske historier, men det indebære dødsfald i familierne og enlige forsørgere…

Danseopvisning
Billede fra Kibuye
Dagen inden, inviterede Line og Anders os på middag i deres volontør bolig. Så om aftenen tog vi ud og besøgte dem. De havde hørt at vi godt kunne lide chapatti, guacamole med hvidløg og sanbooza. Og hvad tror i søde Line og søde Anders bl.a. havde forberedt? Det var super lækkert. Udover dette, havde de lavet friskpresset passionsfrugt juice. Vi blev forkælet i Tanzania! Det var mega hyggeligt i volontørhuset og meget fedt at lære dem endnu bedre at kende. Desværre kunne vi ikke blive der så længe, da vi skulle tidligt op dagen efter.
Kl. 06:00 kørte vores bus mod Kampala… troede vi…


Os, Josephat, folk fra Mushemba Foundation, Tuja og Poul
Dag 4 – Hjemtur og en dum brøler
Uanset hvor tidlig jeg skulle op, så skulle jeg nå et dejligt varmt bad. Badet tog lidt overhånd. Jeg havde sat 15 minutter af til badet. Badet kom til at vare 25 minutter og det endte med at jeg blev liiiidt forsinket. Det var ret pinligt, for jeg har tit prædiket for pigerne, om hvor vigtigt det er at man holder sine aftaler og at man altid skal komme til tiden. Hellere 40 minutter for tidligt, end 5 minutter for sent. Det endte med at Mathilde måtte løbe ind på mit værelse og hente mig.
Vi havde aftalt at mødes med hinanden kl. 05:30 sharp, dansk møde tid. Mathilde kom ind til mig 05:34.
Vi havde aftalt med Josephat at han skulle hente os 05:40 og så køre os til bustoppestedet. Da vi kom ud til parkeringspladsen til den aftalte tid, var der ingen Josephat, men i stedet en taxa. Taxachaufføren sagde at receptionisten havde bestilt ham til at køre os ud til bustoppestedet. Det lød meget mærkeligt, så vi ventede i 10 minutter, og da Josephat endnu ikke var dukket op, valgte vi at køre med taxaen. I det vi kørte væk fra hotellet, så vi Josephat køre mod hotellet. Da vi ankom til bustoppestedet, fik vi at vide at bussen mod Kampala holdte et helt andet sted. Taxaen var kørt. Der var bel mørkt. Så kom der en mand som sagde at han vil vise os vej til det rigtige sted, men det er lidt farligt bare at følge en fremmed. Der var mindre end 5 minutter til bussen kørte, så vi havde ikke rigtigt noget valg, end at stole på manden. Vi fulgte ham og inden vi nåede at gå langt, kørte Josephat forbi, samlede os op og kørte os til det rigtige sted. Det viste sig så, at bussen først kørte kl. 06:30. Great!...

Jeg kan med garanti sige, at det ikke er sidste gang jeg har besøgt Tanzania. Tanzania, see you soon!

<3
//Jacob

fredag den 20. september 2013

100.000 giveaway

Helt tilbage i første uge i Uganda, da vi blev vist rundt i området af Pontiano, mødte vi lære Herbert på Cornerstone skole. En glad lille smilende mand. I lørdags tog Herbert os med på en lang gåtur, helt ude i ødemarken, hvor et par familier holder til. Det er ikke en slumkvarter, det ligger bare så langt ude, at de bliver nød til at gå flere kilometer hvis de skal "handle ind" eller når børnene skal i skole. På vej ud til markerne, mødte vi en 18-årige fyr ved navn Steven. Han fulgte med os og var en overraskende god guide. Han talte rimeligt godt engelsk. Han var med os hele dagen og gjorde det af god vilje. Tak Steven!

Inden vi tog af sted købte vi salt, sukker, ris, kiks og lys for 100.000 ugandiske shillings. Det blev 20.000 UGX pr. person, hvilket ”kun” svarer til ca. 50 kr. pr person. Det er ikke så meget for os, men rigtig mange penge hernede.
Det var lidt tungt at bærer ud til familierne, og det gjorde det ikke bedre af at solen brændte ekstra meget den dag. Men vi overlevede og det har kun gjort os ekstra stolte efter begivenheden.

Hver gang vi nærmede os et hus, fik vi en varm velkomst og blev inviteret indenfor. Vi stillede dem nogle spørgsmål om hvordan de levede og tjente penge, som Herbert eller Steven oversatte for os. Efter vi havde sludret lidt, gav vi familien en pose ris, sukker, salt, lys, samt kiks og bolcher til børnene. Og sådan gik det til fra hus til hus. Det specielle ved området, er husene de bor i. Små runde mærkværdige lerhytter med opdelt rum indvendigt. I nogle af husene bor der helt op til 11 personer. Alle familier ejer et par køer. Mælk er nemlig deres største indkomst, og for nogle familier, er det deres eneste indkomst. De opbevarer mælken i nogle flotte håndlavet krukker. Ærgerligt at de er så store, for ellers ville jeg gerne have haft en med hjem.

//Jacob
På besøg hos en familie
Krukker til opbevaring af mælk
De er måske mere interesseret i os, end vi er i dem
Lerhytte set udefra
Kaffebønner
Smukt landskab
Tørstige køer

lørdag den 7. september 2013

Le Mans + Craft Market i Kampala


Craft Market
Jeg har været i New York, Paris og Beijing i tæt trafik. I Beijing kører de vildt og det er bare med at komme først. I Uganda er det på samme måde, bare meget vildere! De kører sindssygt og hurtigt, og jo større kørertøjet er, jo mere respekt gives der. Man kan sammenligne trafikken med et Le Mans løb. Trafikken er delt op i klasser. Der er de gående, cykler, boda boda’er  og biler (person- og lastbiler, samt busser). Når boda boda’erne skal overhæle, blinker de og dytter, og så trækker cyklisterne og de gående sig. Når de større kørertøjer skal overhæle, gør de det samme. De er ikke bange for at overhæle i sving eller hvis de kan se modkørende. Når de overhæler, trækker de ind i sidste sekund så man tænker; ”åh åh”. Med disse ord, kan jeg blot sige at trafikken i Kampala er et kaos! Det er fuldstændigt sindssygt. Vi så vores første lyskryds i Uganda, i Kampala. Jeg havde helt glemt at der ikke var lyskryds nogle steder. Man kan vente længe hvis man skal over en vej, for trafikken stopper aldrig. Så det er bare med at løbe når der er et lille hul.

Pontiano skulle købe nogle ting i Kampala, og vi havde planer om at tage på en lille udflugt dertil. Derudover havde jeg snakket med Pontiano om at købe en guitar til familien, så jeg kan lærer dem at spille. Han fortalte at man kunne købe en ”ok” guitar i Kampala. Så det var oplagt at tage af sted sammen. Det tager 3 timer i bil at køre til Kampala. Efter jeg havde købt en guitar, kørte Pontiano videre for at købe de ting han skulle købe og tog hjem samme dag. Vi andre overnattede på et hostel og tog hjem dagen efter. Vi brugte næstedagen på at tage på Craft Market. Det er en fantastisk marked, hvor der er en masse håndlavet håndværk. Der er så mange utrolige ting, at det ikke kan beskrives med ord. Det skal opleves! Vi brugte alle sammen mange penge der og vi kommer helt sikkert tilbage. Jeg købte en masse ting, bl.a. trommer! Jeg kom til at købe 5 afrikanske trommer i forskellige størrelse. Hvis ikke det er fordi de fylder meget, så havde jeg købt mange flere.

Da vi skulle hjem fra Kampala, skulle vi finde en minibus (taxi), som kørte til Masaka eller Bukunda. Det var lidt svært da de alle ser ens ud og der samtidig er over 100 samlet et sted. Det var som at gå rundt i en labyrint. Taxierne holder så tætte at man næsten ikke kan gå imellem dem. Og vi måtte gå rundt og spørge hvert enkelte chauffør. Men det var ikke den værste del. Da vi så havde fundet en taxi som kørte til Bukunda, skulle den selvfølgelig fyldes helt op, altså ikke bare én person på hvert sæde, men flere! Og efter en halvtime-trekvarter, blev den fyldt, men så skulle den også lige ud af labyrinten. Det var en ret specielt oplevelse, som vi nu kan grine af, men i momentet var det bestemt ikke sjovt.


Der er 1 taxi som kører til Masaka/Bukunda.......

fredag den 6. september 2013

Fiskerlivet



I lørdags tog vi på en lille udflugt til Victoria Søen, for at se fiskerne sejle i land. Så snart solen stod op, kørte vi med ”Boda Boda’er” (knallert) i godt og vel 1 time. Jorden er rød og støver meget når man kører; min chauffør valgte at køre bag de andre, så derfor fik jeg ekstra meget støv og blev helt brunrød i ansigtet, og alt mit tøj blev meget beskidt!

Fiskeproduktionen er en vigtig indtægtskilde for mange. Fiskene er ikke en eksportvare, men til eget forbrug i landet. Fiskerne sejler ud om natten og vender først hjem igen når solen står op. Når fiskerne sejler i land, står mænd og drenge klar til at hjælpe med at trække bådene i land. Bådene er store træbåde, og kun få har en lille motor på. Når en båd er trukket i land, hjælper de til med at få den næste båd i land. De har et utroligt godt teamwork. Der bliver fanget alt fra store fisk til helt små. De små fisk er Silver Fish, hvilket er den type de fanger flest af. Når bådene er trukket i land, kommer købere til. Kvinder og børn bærer fiskene, i baljer på hovedet, ind til landsbyen hvor de sælger dem. I Uganda er hovedet på en fisk, specielt øjnene, og halen en delikatesse, dvs. stort set alt på fisken bliver spist. Fiskerne har ikke avanceret udstyr, men fisker blot med et stort net, helt manuelt, uden så meget lys. Det er et hårdt nattearbejde og de tjener ikke ret meget på det. 

Da vi skulle hjem igen, begyndte det at regne, i den sidste del af turen. Det regner ”kun” 1-2 timer af gangen hernede, men når det regner, så regner det meget! – Dråberne er store og så regner det meget kraftigt. Dråberne føles som hagl og gør lidt ondt. Når det regner, så går alting i stå. Alle bliver inde døre. Vi måtte også standse i en by og vente under et halvtag i en times tid.